Hvem står bag Babytegn for de mindste?

Er du nysgerrig på, hvem der står bag Babytegn for de mindste – Så læs med her.
Mit navn er Naja Leegaard. Jeg er 36 år og fra Aalborg. Jeg er gift med Jacob, en jordbunden thybo og sammen har vi Leah på 6 år og Theo på 19 måneder. Leah starter i skole efter sommerferien og Theo går i dagpleje.
Jeg er uddannet pædagog fra UCN i Aalborg. Jeg har arbejdet i både børnehave og vuggestue, men har altid haft særlig interesse for de 0-2-årige.
Pt. er jeg ved at tage en kandidat i pædagogisk psykologi ved DPU på Aarhus Universitet. Jeg mangler at færdiggøre mit speciale, inden jeg kan kalde mig cand.pæd. i pædagogisk psykologi.
Jeg brænder for at udbrede kendskabet til babytegn og for at vejlede og rådgive forældre og professionelle i babytegn.
Jeg har fordybet mig i babytegn på både pædagoguddannelsen og universitetet. Derudover har jeg brugt babytegn både fagligt i mit virke som vuggestuepædagog og privat med mine to børn.
Da jeg selv skulle lære babytegn, var jeg så heldig at have min mor tæt på. Min mor er pensioneret specialklasselærer og har brugt tegn til tale sammen med de handicappede børn, hun underviste. Det betød, at hun løbende serverede tegn til mig i små doser og på den måde fik jeg stille og roligt udbygget mit tegnforråd.
Men jeg vidste også godt, at jeg var heldig og derfor begyndte jeg at spekulere på, hvordan jeg kunne hjælpe andre med stille og rolig at blive inspireret til at bruge tegn, ved at give tegnene lidt af gangen.
På den baggrund opstod i første omgang min Instagram-profil. Med profilen tilstræber jeg, at gør tegn og vejledning let tilgængelig i en travl hverdag, ved at liste dem lige så stille ind på de sociale medier, hvor de fleste alligevel er hver dag.
I Februar 2021 stiftede jeg virksomheden Babytegn for de mindste. En virksomhed, der stille og rolig vokser.
Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har nogle spørgsmål.
De bedste hilser fra Naja – naja@babytegnfordemindste.dk